Hønsetransport, nsima og safariture!

Til dato det indlæg der i oprettelsen har taget længst tid, men jeg forsøgte mig også med 4 (!) billeder...

Jeg har vidst aldrig fået mig formuleret på maden hernede(?). Den zambiske stable-food er nsima (udtales som staves), hvilket består af meget fint malet majsmel kogt op i vand. Til denne spise, som spises med hænderne(!), kan der gå diverse kød og grøntsager, men jeg foretrækker fried chicken. Der kan ligeledes også indtages oksepølser (da man ikke spiser svin i vores familie), village chicken eller røget og opkogt fisk eller nogle af de mere lokale delikatesser som larver, røgede eller plain kogte sardiner eller den billige favorit; bønner i alle udformninger. Nsima smager ikke af det store, men sammen med en karry/tomat sauce og sprød kylling (begge stegt i rigeligt med olie) er det nu ret lækkert. Og så må man være et svin og spise med fingrene. Hvem ville ikke elske den tilgang?

Endnu bedre er det ”at komme for sent op” og blive nødsaget til at købe morgenmaden fra en lokal gadesælger. Her er specialiteten nemlig fitumbuwa eller friturestegt bolle! Jo jo, slankekuren gemmer jeg, ligesom jer andre, til januar! ;)

Som altid er det i weekenden det helt vilde sker for Julie og jeg og denne weekend var jo ikke en undtagelse. Vi bestilte ugen forinden et ”luksus”-telt i South Luangwa National Park/Mfuwe, hvor vi ville nyde den 4. sidste weekend med ægte safari i åben safaribil og en enkelt Mosi (lokal lagerøl) til udsigten af Luangwa River, men det blev endnu bedre! Fredag efter skole/arbejde hentede jeg Julie i taxi som kørte os til Chipata Bus Station, hvorfra vi kl. 14.00 skulle med offentlig minibus til Mfuwe. Vi havde købt turen for kun K90.000 – og det var med direkte forbindelse til lodgen som vi havde reserveret telt ved. Lækkert! Efter en små 20 minutters forsinkelse var diverse metalkasser, 1 løs gammel motor, diverse poser og andre sportstasker pakket ned i en aflang trailer, som herefter blev forsvarligt tildækket med sort plastic (ikke at jeg her forstod hvorfor, andet end måske at forhindre de mindre ting falde ud) startede den, hvad vi var informeret om, 4 timers bumpy-ride.

Jeg erfarede senere, at det, siden vi sidst var i Mfuwe, har regnet en del på de hullede grusveje og at det slet og ret var grunden til plasticen. Jeg erfarede ligeså at 4 timer hurtigt bliver til 7 i stedet, når bussen får motorproblemer med vandet i motoren og passagerer som skal af under turen har fået deres metalkasse pakket nederst i den føromtalte trailer. Tjae, hvem skulle også have forestillet sig at zambisk minibus-service var organiseret? Utroligt at man stadig bliver overrasket. Vi ankom til Mfuwe omkring kl. 21.00 og her måtte chaufføren indrømme at han altså ikke havde tid til at køre os til lodgen, men at han selvfølgelig nok skulle betale en taxi videre. Herligt!

Da vi ankom til lodgen blev vi indlogeret, fik lidt nudler at spise samt fik hilst på vores watchman. Han skulle sørge for os hver nat hele weekenden, således at hvis elefanterne kom for tæt på teltet/ruskede i det kunne vi kalde på ham. Teltet lå jo netop lige udenfor reservatet hvor elefanterne går ud om natten for at stjæle mangoer eller andet godt. Vi blev derfor hurtigt klar over at vi nok måtte pakke vores nyindkøbte bananer lidt ekstra godt af vejen så vores nattesøvn ikke blev forstyrret. Inden sengetid var det dog tid til en tur i baren, hvor bestyreren havde budt på en drink (som undskyld for evt. larm), hvilket vi ikke var mange gange om at overveje. Det blev til en mindre beruselse som resulterede i pool-badning med tøj på sammen med bestyreren, som tilsyneladende havde fået et godt øje til Julie. Vi blev fulgt forsvarligt i seng af samme mandsperson, da vi jo netop helst ikke skulle møde en elefant alene.

Kl. 05.00 blev vi vækket af vores watchman, da vi vidst i beruset tilstand havde overbevist ham om at vi var meget klar på en morgendrive den følgende dag. Da han en halv time senere kom for at høre om vi var klar blev vi al fald enige om at vi hellere ville pleje tømmermænd og tage en aften drive. Og det skulle vise sig, ikke at være så dumt. Dagen blev brugt på ren og skær afslapning ved poolen, hjemmelavet frokost med udsigt til to uenige elefanter i floden samt bavianer løbende på skrænten 10 meter fra os!
Kl. 16.00 blev vi afhentet af en yderst venlig mand i en ret så flot safarijeep. På 4 timers kørsel (med spotter) fik vi både set elefanter, giraffer, løver, død zebra, krokodiller, solnedgang, flodheste og en leopard, som ellers er super svær at spotte. Det var en fantastisk oplevelse – særligt da dette lille dyr listede sig snigende hen mod bilen, hvor jeg sad. Heldigvis var vores driver ret vågen og fik bilen kørt længere væk inden noget gik galt. Da vi igen var tilbage i teltet gik vi direkte i seng for at være friske og klar, når watchmanden igen kaldte på os kl. 05.00 søndag morgen.

På denne morgendrive blev der igen spottet en løve, som resulterede i kørsel i et meget ujævnt terræn. En fantastisk weekend med safari, øl, afslapning og kultur! For sørme om vi på vejen hjem ikke blev proppet ind i en minibus, hvor en rejsende kvinde medbragte en levende høne. Og hvorfor ikke? Der er ikke nogle grænser for indholdet af de afrikanske minibusser!

Jeg håber i nyder det kølige vejr i DK, hvis i mangler solskin skal jeg da sagtens pakke lidt med hjem. Tjek evt. vejret via linket ude til højre? ;) I nat erfarede jeg i øvrigt at jeg synes at 20 grader er koldt! Så ja, jeg ser ikke frem til de danske temperaturer! 

PS. BILLEDER KOMMER PÅ FACE (og er allerede på dropboxen) - DET HER INTERNET ER FOR NEDEREN!

Børnearbejde er et godt alternativ!

Følgende artikel blev popeliseret på Politiken.dk i dag.
http://politiken.dk/udland/ECE1818029/ekspert-boernearbejde-kan-vaere-bedre-end-skolegang/

Og jeg er helt enig. Skolegangen her er, sammenlignet (og med vestlige briller) med Den danske Folkeskole elendig på alle ledder og kanter. Der findes dog undervisningsmateriale, som eleverne kan relatere sig til. Men alt i alt handler det vel ligeså meget om at definere hvad børnearbejde er? For her er det tradition at skolepigerne laver mad og gør rent. Det er deres rolle i hjemmet. Derhjemme er god opdragelse vel sagtens også lig med børnene som aktive medlemmer af hjemmet, men står de med hele ansvaret for maden i og rengøringen af hjemmet? -Næppe. Og i så fald ville det i danske øjne måske ligefrem falde i "omsorgssvigt"-kassen, da børn i denne "voksenrolle" (igen i vestlige briller) ikke modtager nok kærlighed og ansvar fra forældrene. Men er det sandhedEN?

Den dårlige undervisning, som jeg har erfaret den i Zambia indebærer lærerens afmagt i visse situationer, som udvikler sig til slag, manglende differentiering eller pauser når koncentrationen daler og u-arrangerede lærer, som kun valgte faget, da offentligt ansatte er garanteret en fast løn hver måned.
Hvis du som elev ikke kan følge med - og ikke kan læse eller skrive når du går ud - er du altså bedre stillet hvis du i en alder af 15 formår at stable et mindre firma på benene. Om det så "bare" er en bod på markedet.

Projekt "Læs 1 bog" (om dagen)

Overvej hvor priviligeret du er - du kan GRATIS gå på biblioteket og udvælge dig en hvilken som helst bog. Hvis ikke ejer din mor eller søster sikkert en bog du kan låne. Det eneste der afholder dig er din dovenskab? Eller at du ikke kan læse? Men hov - du lærte jo at læse.

Situationen er anderledes på skolerne hernede hvor der ikke er råd til bøger til hver enkelt elev.

Tahriwa Primary Mission School er min arbejdsplads hver torsdag og fredag. Det er en privatskole, åbnet af en passioneret kvinde for godt et år siden. Da startede de med 4 elever. I dag betaler forældrene K380.000 i kvartalet pr. barn. For disse penge bliver der aflønnet skolelærer og andet personale, indkøbt mad til lunch hver dag og indkøbt diverse skoleredskaber som eksempelvis kridt. Skolen har investeret i 1 bog i hvert fag pr. klasse, således at læreren har en ”pupils book” at undervise – og give opgaver ud fra. Det er ikke just inspirerende. Eleverne ligger fra ”okay til yderst god” i matematik i forhold til deres klassetrin, men med hensyn til Stavning, at læse og afkode og at skrive er eleverne sat langt bagud. Lærerne forklarer det med at det er langt lettere at give matematikopgaver via tavlen end læsning. Forestil dig aldrig at have læst i en bog/set noget på maskinskrift i 1./2. klasse? Skolen eller dine forældre ejer ikke bøger og de få eksemplarer skolen ejer, har lærerne monopol på! Hvor skulle man så tilegne sig sådanne selvfølgelige (for mig) skills?

Jeg har sat mig det som et projekt og over et par dage har jeg nu indkøbt 16 skønlitterære bøger til skolen plus 1 eksemplar af et nyt engelskmateriale til lærerne således at de kan inspireres på ny.

Jeg har allerede indført individuel læsning i den ældste klasse (3.-5.) og højtlæsning i 1.-2.. Eleverne elsker det og jeg håber at jeg på et lærermøde kan få lærerne til at tænke/reflektere over, hvordan de kan bruge bøgerne individuelt, i grupper, men også fælles på klassen (da jeg også har købt flere eksemplarer af en enkelt bog). Ligeledes har jeg allerede givet udtryk for at bøgerne skal bruges af eleverne og ikke ligge i et skab (som de gjorde lige efter at jeg havde leveret dem) – de skal bruges. Lånes med hjem. Læses i, i frikvarterer og stilletimer, når eleverne mangler ekstraarbejde eller lignende. De skal bruges!

Som nogle af jer måske er bekendt med, har jeg forsøgt mig med et andet mere ”basal behov”-projekt på en anden skole i Magazine area, men desværre har jeg ikke fået projektet ”rigtigt” startet op og nu er det for sent for mit vedkommende. Jeg vil stadig forsøge at påvirke kontoret til at tage mit projekt op i det nye år, men eftersom de ikke selv har besøgt og observeret på skolen bliver det sikkert svært. Jeg vil dog alligevel gøre forsøget, da eleverne derude virkelig trænger til et eller andet spiseligt i løbet af dagen.
I går da jeg var derude havde jeg en pakke knækbrød med – jeg havde ikke selv nået morgenmaden, så jeg tænkte at jeg bare ville tage hele pakken med – så kunne jeg også dele ud. Og jeg skal love for at det gik rent ind. Eleverne havde virkelig brug for al den næring de kunne suge til sig – om så det handlede om et meget lille stykke tørt knækbrød!

Malawi tur/retur

Efter tre værelsesskift, en regning på MK28.324,75, en snorkletur i det klareste vand, en ny farve på korpus med undtagelse af enkelte steder, en hektisk rejse inklusive 12 skift blandt offentlige transportmidler er vi igen sikkert i Chipata.

Fredag i sidste uge tog Julie og jeg en taxi til Border. Vi ville besøge Malawi, nu hvor vi ikke skal betale for indgang til Malawi eller retur til Zambia (grundet arbejdstilladelse). Fra border, måtte vi gå gennem grænseområdet med vores bagage alene ud på den anden side, hvor vi straks blev overfaldet af ivrige mænd som ville tjene fedt på de to Wazungu. Desværre for dem havde vi allerede forhørt os på kontoret for priserne i Malawi. Efter en kort tid ankom vi til den første officielle ”busstation”, hvor vi, for at få så billig en tur som muligt, skiftede til en lokal matola (Kenyansk Matato, international mini-bus, dansk halvt rugbrød). Her sad vi fastklemt blandt ældre mennesker, skrigende børn, kvinders ammende bryster, bagage, kurve med mangoer, flere kurve og kvinders hovedbeklædning flagrende i vinden. Det var en helt særlig oplevelse, som kun blev værre da vi måtte skifte til en anden matola. Ikke fordi kvaliteten var dårlig eller lignende. Simpelthen kun fordi der var blevet for meget plads og vi måtte klemmes sammen med en anden ”halvt fyldt” matola. Ud på aftenen ankom vi til Salima (byen som vi egentlig havde fået anbefalet af vores vært), men vi ville ret gerne videre, da vi i Lonely Planet havde læst at Paradis på jorden fandtes kun 90km længere mod øst. Matolaen ville gerne køre os derover for MK35.000 (hvilket svarer til 800DKK), det var lige lovligt dyrt for os så vi valgte i stedet at overnatte i Salima, hvorefter vi ville tage bussen dagen derpå og spare betydeligt mange penge. 

På vores første Logde var morgenmad inkluderet i prisen, hvilket var ret fantastisk – en ting mindre at tænke på. Vi gik derpå op på busstationen og fandt at den næste AXA bus (direkte linje til Monkey Bay – nabobyen til Paradis) gik 3 timer senere. Utålmodigheden ramte os som et rundboldbat! Hvem gider vente i 3 timer, når vi ”bare” kan tage en lokal Matola til Golomoti og videre derfra med en anden matola? Så det begik vi os ud i, med frygt for at Golomoti var så langt ude i ingenting at vi blot skulle vente en evighed der. Det var dog ikke tilfældet og allerede omkring middag var vi i Monkey Bay, hvor en ny taxi/ladvogn stod klar til at transportere os for den lette sum af MK3000 pr. snude. Vi sprang til og fik tilmed lov til at sidde i førerhuset (Julie dog meget tæt på gearstangen!) Efter en prangende tur gennem helt fantastisk gold natur med tilfældigt spredte asianrocks ankom vi til Gecko Lodge, stedet vi havde set os meget glade for via Lonely Planet. Vi var enormt lettede og gik med friskt mod ind i receptionen. Her fik vi at vide, at alt var optaget. 

Den rare mand lavede et par opkald og heldigvis var der lidt længere henne af stranden en lodge som havde et par ledige senge i et ”fællesrum”. Juhu – det var netop ikke ”deleværelser” vi var rejst fra! Men vi tog glade imod tilbuddet, begik os ud på en 5min. Gåtur, som heldigvis blev afbrudt af en omrejsende bil med aircondition som kørte os videre – og det kostede gratis!
Vi blev indlogeret, dagen derpå blev vi flyttet, efter eget ønske, til et dyrere dobbeltværelse, således at vi kunne være alene. Luksus!

Vi boede på Fat Monkeys Lodge, et hyggeligt, træbefængt paradis med bar, restaurant og værelser lige ned til vandet. Den første nat kunne vi derfor også ligge i vores seng og lytte til bølgernes slag imod kysten. Lørdag aften gik vi i baren, fik et par drinks, blev vartet op af et par Sydafrikanske buisnessmænd, som også inviterede os over på Gecko Lodge ud på aftenen, hvor vi drak videre – gratis. De rare mænd kørte os endda hjem igen ud på natten, hvor vi tog en afkølende dukkert i søen. Forestil dig et stille vand, lige under et kæmpemæssigt tæppe af stjerne, indrammet af et par øer længere ude i vandet, til lyden af bølgernes slag mod kysten. Det var fantastisk og blev kun krydret til bedre tilstande, da der var nymåne og derfor helt og aldeles mørkt. Det er også disse nætter, hvor fiskerne drager ud på søen i deres smalle træbåde for at fange til indkomsten dagen derpå. Et fantastisk syn, når søens horisont fyldes med små gule lys fra de primitive lygter, som bliver større og til sidst brydes af lyden fra en flok glade mænd, som tilsyneladende har fået god fangst. Søndag måtte vi nogenlunde tidligt op, da vi havde bestilt en snorkletur til den nærmeste ø inklusive frokost tilberedt på øen. Vi ankom til denne meget forladte klippeø, hvor båden blev tøjret blandt nogle større sten – og så var det egentlig bare at dykke ned. Vi snorklede langs kysten og så nogle helt fantastisk farvestrålende fisk. Vandet var super klart, så da vi senere gik på land for at få frokost kunne vi se de farvestrålende dyr svømme rundt om båden. Ud på eftermiddagen sejlede vi forbi øens vestlige side for at fodre fiskeørnen. En helt fantastisk kæmpe fugl!

En helt igennem fantastisk tur til paradis som endte i går, tirsdag da vi ikke kan løbe fra mange flere arbejdsdage. Jeg har kun arbejde på Marcos skole i næste uge, arbejde på Lweendos skole i næste og næste uge igen og så arbejde på kontoret frem til 7. december hvor vi rejser mod Livingstone. Alt i alt er der kun 5 weekender tilbage at ”lege” i og de allerede planlagt til randen, da der er så meget vi gerne vil nå at opleve. Det er så sært at sidde og bladre mobil-kalenderen igennem for at erfare, at i den 6. weekend fra nu, sidder jeg i kolde Danmark. Det er både med glæde og tristhed at der kun er så kort tid tilbage. Dels fordi jeg glæder mig som en tosset til at give gaver, fortælle og forklare, vise billeder og film og fortælle ud på de sene aftentimer, hvordan alt det jeg oplevede har fyldt min rygsæk. Men samtidig ser jeg slet ikke frem til at skulle forlade de dejlige piger vi bor med, den lille forkælede datter, eller den fantastiske by Chiapta, som jeg er kommet til at holde rigtig meget af. Og det er kun for at nævne få at de ting jeg virkelig kommer til at savne. Jeg har end ikke nævnt vennerne, kulturen, det primitive liv, african time og alt det andet. Åh Gud jeg er splittet!

Lusaka-afkobling!

Onsdag kørte Malambo sine to Wazungu piger til Lusaka. Han var ikke just frisk og havde følt sig sløj i bruseren. Han overvejede om det var værd at vente til dagen efter. Han havde tiden til det, da møderne ikke startede førend torsdag. Han skulle mødes med diverse højerestående autoriteter i forbindelse med CDFA (Chipata Distrect Farmer’s Assosiation) og pigerne havde jo allerede pakket deres kufferter.
Han satte pigerne af ved deres egen organisations base, hvor de efter sigende gratis kunne låne deres ”guest house”. Ikke længe efter at Malambo havde forladt stedet, havde pigerne udpakket deres lånte kufferter, fundet en taxi til centrum for at indtage et vestligt måltid mad og allerede glemt, hvordan morgenen var startet med en 38-årig mand, som følte sig dårligt tilpas efter mangel på indtag af føde og som lignede en, der kunne trække tilbuddet om kørsel tilbage.

Onsdag blev benyttet til shopping af festtøj i rigtige, halv dyre butikker.
Torsdag stod den på høj aktivitet fra morgenstunden. Først Cultural Village, hvor pigerne nærmest tømte deres små tegnebøger for Zambiske Kwacha. Pigerne ville have mest ud af byen og besluttede sig for en tur på National museet for at forstå byens historie. En lille og meget lokal udstilling i nogle prangende omgivelser. Turen gik herefter til hovedgaden Cairo Rd., hvilket efter sigende skulle være grundlagt med den tanke at der skulle forefindes en vej der kunne gå tværs igennem Afrika – helt til Cairo, Egypten. Deraf navnet. Pigerne var efterhånden blevet sultne og dagens frokost blev indtaget i det nærliggende shoppingscenter imens den første regn skyllede ned udenfor. Ud på eftermiddagen begav de sig så videre ned mod bunden af byen for at finde et marked med diverse boder fra hele Afrika (COMESA – a la EU - Marked). Det var her de skulle opdage at deres korte turist-stereotype shorts ikke var et hit, hvis de ønskede mindst mulig opmærksomhed. Pigerne blev klogere og da de senere på ugen igen besøgte markedet gjorde de ikke samme fejl. Torsdag aften stod på nyindkøbt Collection-DVD med Løvernes Konge.
Fredag blev flittigt benyttet på endnu en markedsrundtur, ligesom Manda Hill shoppingscenter blev flittigt besøgt – og det var også denne fredag, hvor pigerne fik købt et LAGER af Zambiske kaffebønner. Sikke en duft. Ud på aftenen blev det spist rester af torsdagens ”festmiddag”, bestående af hjemmelavede tortillas’ med fyld. Og så blev der indtaget alkohol og snakket om fester i det danske land. Da mørket var faldet på tog pigerne en lettere ramponeret, men hurtigt ankommet taxi til Arcade’s (endnu et shoppingscenter!), hvor vi blev læsset af ved en klub lignende Vesterå i Aalborg – der var alt for mange ligheder. Stedet var blot større. Efter mere alkoholindtag og gratis shots fra tenderne måtte Julie forlade lokalet til fordel for toilettet. Ikke noget jeg just tog bestik af. I stedet faldt jeg i snak med en flok mænd som skulle vise sig at blive aftenens gratis taxi hjem! (Ps. Til dig Cecilie: Mtoto Semicalling! ;)).                                       
Lørdag var tømmermændenes dag, hvis det stod til den ene af pigerne. Men den anden var for frisk qua toiletbesøg (og posebesøg i fremmed bil!) aftenen forinden, så efter nogen overvejelse tog de, rigeligt påklædt, til COMESA marked, hvor der skulle indkøbes kæmpe kuffert til hjemrejsen om små 1½ måned.
Pigerne fyldte herefter kufferten i den tanke at Malambo kunne hente denne og køre hjem, således at de slap for at slæbe, men også at bekymre sig om evt. forsvinden på busturen, som skulle stå søndag over middag.
Søndag var det tid til afgang. Pigerne kunne ikke køre med Malombo hjem igen pga. møder i den kommende uge, men i stedet måtte de nedgradere sig til offentlige transportmidler. Billetten købte de allerede om lørdagen til K130.000,00 (162,5DKR) for nemmere at kunne få plads på bussen søndag. Da de mødte op på Lusaka Inter-City Busstation om søndagen blev de først og fremmest ”overfaldet” af 20(!) ivrige taxi/bus/ting-sælgere som ville vide, hvilken bus de skulle med, om herrerne kunne tage vores bagage, at bussen pigerne skulle med allerede var kørt, men at denne taxichauffør kunne tilbyde en ”yderst billig” taxitur til Chipata i stedet osv. En alt i alt skrækkelig oplevelse, som blev forstærket af flere faktorer. Bl.a. at disse mænd fulgte pigerne hele vejen til kontoret, hvor de ville tjekke op på, hvor bussen holdte. Samt, at da pigerne først havde smidt bagagen i hattehylden og placeret sig i sædet, blev de igen opsøgt af en ildelugtende mand som ville have K30.000 pr. kuffert for at denne kunne medbringes. Penge som pigerne ikke havde i sinde at betale. Han kontaktede derfor ”sælgeren” af billetten, som havde samme beretning til dem. Pigerne SKULLE betale K30.000 pr. taske. Endnu en gang sagde de nej – og blev støttet af de omkringsiddende passagerer, som heller ikke havde betalt for deres kufferter. En tredje mand opsøgte pigerne for blot at møde beskeden fra pigerne om, at de ikke ville betale pengene. Da bussen rullede ud af terminalen var turen ikke blevet dyrere. Og pigerne ankom sikkert og lettet til Chipata efter 8 timers tætpakket køretur i det Zambiske landskab. Kun en enkelt gang måtte bussen stoppe pga. toiletbesøg og en enkelt gang, da hjulenes kapsler kollapsede pga. ”hasarderet” kørsel :D

Jeg er i dag påbegyndt undersøgelserne omkring muligheden for at støtte skolen jeg arbejder på med mad. Jeg skulle gerne kunne finde nogle omkringliggende kvindegrupper som dyrker jordnødder (i tidernes morgen sponsoreret af CDFA) og som ville være villige til at indgå et samarbejde om at sælge disse jordnødder til eleverne på skolen og måske yderligere støtte med porrage/grød. Derfor er jeg pt. Siddende på kontoret, ventende på internet, således at ovenstående kan udgives.  

Zambisk skolelærer søger rugbrød!

Før du læser bør du vide, hvis du ikke har læst min blog tidligere, at indlæggene skrives løbende på min computer eftersom tingene sker. Der er derfor ikke altid en reel kronologisk rækkefølge eller en rød tråd. Det skal selve "de mørke mennesker" kreere. Den store helhed - og rammen. I øvrigt. Billeder kan fås ved fedteri - så deler jeg dropboxen! ;)

Sidste weekend stod på en tur til en dansktalende, zambisk kvinde som for 6 år siden var bosat i – Danmark. Kvinden er bosat små 10 km. Udenfor Chipata, i Chingazi. 

Kvinden blev for flere år siden gift med en dansk mand, de flyttede sammen til Danmark og fik en søn. Sønnen bor stadig i Danmark (København), men kvinden og hendes mand rejste tilbage til Zambia. Efter en tre års tid i Zambia døde manden desværre og siden har kvinden mistet mange venner og bekendte – slet og ret fordi, at hun som ugift ikke længere har ret til den samme respekt fra samfundet. Kvinden blev for et par år siden opsøgt af en flok mænd på de sene timer, de forsøgte at bryde ind i hendes hus, kastede sten mod ruderne og brød døren ind. Kvinden låste sig først inde på toilettet, men efter en tid besluttede hun sig for at gå ud og tage kampen op. Hun råbte først og fremmest til mændene, senere kastede hun brændende aviser ud til dem og i morgentimerne forlod de igen hendes hus. Denne episode har fået indbyggere i Chipata til at se hende som en engel/ånd, da hun ikke burde have overlevet en sådan oplevelse. Alene kvinde mod en flok mænd. I Village hvor hun er bosat er hun ilde set. Hun betragtes som en heks. 

Fredag eftermiddag hentede hun os ved office, hvorefter turen gik ind til markedet og butcheriet for at handle ind til aftenens festmåltid. Hannilie lever alene i et aflangt, rundbuet hus med kig til blikpladerne over hovedet, herunder med frit syn til de smukke bjælker. Hun dyrker ikke længere afgrøder, da naboen lader sine geder græsse på hendes jord, hendes generator, som tidligere gav vand og el i huset er stjålet således at hun nu må lade et bilbatteri op i baghuset bag lås og slå via. Solenergi. Vandet må hun med håndkraft hive op fra brønden. Hun skriver bøger og har udgivet 11 af slagsen fra Danmark, desværre har hun ikke printet, skrevet eller solgt nogle eksemplerer de sidste par månender, hvilket har gjort madbudgettet stramt. Hendes liv af præget af megen mod- og medgang, men aldrig er jeg blevet fascineret så meget af en kvindes beretning om livet fra Zambia til Danmark, tur-retur. Hun skriver på en bog omhandlende selv samme periode og Julie og jeg har lovet at tage historien med til Danmark, når vi rejser hjem. Det er en fortælling om en Afrikansk kvinde, som vokser op, rejser til et civiliseret land, bliver ”moderne” og rejser efter mange år tilbage, for at opdage at familie og venner som hun tidligere holdte af og stolede på, har vendt hende ryggen.

Hvad betyder kl. 20 for dig? For mig har det hidtil betydet slutningen på Disney show, en time til søndagsfilm og 20 minutter til regionale nyheder, men hernede har det indtil i sidste uge betydet, at vi skulle komme hjem fra byen. Vi behøvede nødvendigvis ikke komme hjem og gå i seng – men meget andet var der ikke at lave. Vores vært synes han bør passe på os – og tage ansvar, hvilket jeg kun er ham dybt taknemmelig for, men qua min alder og det faktum at jeg har boet uden mine forældre i 6 år, er det for mig noget af en falliterklæring i forhold til tillid – og overbeskyttelse om man vil. Vi fik dog diskuteret (ja, vi diskuterede helt seriøst om vi måtte være ude længere end til kl. 20) os til ”no limmet". 

Zambia havde den 24. oktober, været et selvstændigt land i 48 år (fra 1964) og det blev fejret med traditionel dans og musik på det nærliggende stadium. Såkaldt Independence Day. Der var stillet madboder op over alt rundt om stadium.

Vi havde placeret os lige ved indgangen da vi først ankom, men besluttede os for at nærme os et overdækket område for at stå lidt i skygge. Vi fulgte vejen rundt og blev mødt af tilråbende mørke mennesker, som bestemt synes at det var opsigtsvækkende at Julie havde deres fodboldtrøje på. Da vi nåede lidt over halvvejs blev vi pludselig afbrudt af mennesketumult foran, som om en vild tyr var sluppet ud i en stor gruppe af mennesker. Folk løb ud til alle sider i en vældig fart og panikken bredte sig pludselig hurtigt i mig. Hvad foregik der? Jeg nåede ikke tættere på, førend en grønklædt soldat med en lang pind kom i mod mig. Vi skulle væk, bare væk. Men da jeg ikke helt forstod den kulturelle kontekst havde jeg svært ved at forstå, hvortil jeg skulle forsvinde hen. Julie var hoppet væk fra grusvejen og ind på græsset til de andre, hvor jeg fulgte efter. Tilsyneladende ville de blot rydde vejen. Da jeg fra græsset fik overblik over situationen bag mig, så jeg hvordan 20, 25 måske 30 soldater løb spredt hen ad vejen for at rydde den. De som ikke flyttede sig (eller ikke fattede deres besked) blev slået til at disse primitive politistave. Det var en sær oplevelse. Vi samledes i en ny lang gruppering af mennesker som så på de udøvende kunstnere på sportspladsen, men da der igen var oprørere i gruppen fulgte vi med over imod det overdækkede, hvor vi før var på vej hen. Det fik vi i midlertidigt lov til. Ingen soldater kom efter os og da det var svært at se udøverne, gik vi ligesom de andre, ud mod sportspladsen for at se nærmere på herlighederne. Vi fik placeret os godt til, at Julie kunne filme de traditionelle danse. Menneskene omkring om skreg. Så var panikken der igen. En flok soldater spredte tilskuerne, børn som unge, kvinder som mænd til alle sider. Mennesker løb omkring og forsøgte i hast at komme tilbage mod skyggen – et sikkert sted. Julie og jeg løb også tilbage, men denne gåen frem og trækken tilbage blev pludselig noget spændende for mig. Jeg var nysgerrig. Hvor langt kunne vi gå? Episoden gentog sig en enkelt gang mere, men efterfølgende lod de os stå. Om vi reelt stod ”rigtigt” eller om vi fik lov til at blive stående (sammen med de som stod nærmest os) fordi vi er azunguer vides ikke. En tragikomisk oplevelse. Federe end dansende – og de var endda klædt ud i spirituelle klæder som repræsentanter for de ånder, som befolkningen lægger deres lid til.

Vi bor 4 piger på værelset. Joyce, Fridah, Julie og jeg. I huset bor også en lille pige (Lweendo) på 4 år og værten Malambo på 38. Det skulle i sig selv være rigeligt til en ”treværelses”, men i denne uge har vi også en ”familieven” til Malambo boende. Mika hedder hun. Hun sover på en madras i stuen, men ellers lever og klæder hun sig i/fra vores værelse. Helt ærligt. Det er et kedeligt mareridt som starter hver dag kl. 05, hvor lyset tændes og snakken begynder. Og den slutter ikke før vi igen ligger i sengen. Ydermere er blæseren nu begyndt at larme under funktion. Men ellers har jeg det fortræffeligt!

For i øvrigt. Jeg kom til at udtale mig på Facebook om, at vi heldigvis slipper for stormagasinerne og butikkernes julepynt helt frem til jul, nu hvor vi sidder i et tredje verdensland. Men det er løgn! Shoprite (det lokale Rema1000) er oppyntet. Og lad mig sige det sådan her. Det kunne selv jeg have gjort bedre. Ved hver kasselinje hænger en stor sølvsløjfe i materiale lignende alufolie, over vores hoveder dingler slidte guirlander og plastickugler i smukke røde farver. Selv børneafdelingen er tapetseret med iøjefaldende snefnug i ”plys”. Jaja, vi skulle helst heller ikke glemme at det er jul om TO MÅNEDER! Come on, Zambia. Hvorfor synke til vestlige standarder?

Jeg har den fineste cykeltur til den ene skole jeg arbejder på. Hver mandag og tirsdag morgen cykler jeg af sted med Julie ud på landet. Vi kører måske små 3-4 kilometer i en varm solskinsbefængt natur, hvor vi selvfølgelig bliver mødt af tilråb. Mzungu! How are you? Det er hård kost, når man efterhånden er træt af den evige opmærksomhedsstrøm, men den anden dag da jeg kørte alene hjem var jeg pludselig fyldt med et overskud som gav mig et redskab til at ”bekæmpe” denne opmærksomhed. Jeg havde undervist 4 drenge af to omgange og de havde været super dygtige – jeg følte virkelig at jeg havde, ved at give mig tid til at snakke med dem om deres fejl, givet dem noget læring. Så på hjemturen blev jeg enig med mig selv om, at jeg ville komme samtlige mørke mennesker i forkøbet. Inden de nåede at råbe mzunge, råbte jeg ”Hello. Muli Bwanji?” og det kom tilsyneladende bag på dem. Flere svarede positivt overraskede tilbage, andre blev stumme. Men ingen råbte How are you? Det er måske svært at forstå, hvorfor det kan være trælst at skulle høre på. Men helt ærligt, hvis du hørte det dagligt op til 100 gange (uden overdrivelse!) ville du også få nok. For eftertiden vil jeg smile indeni mig selv når jeg sætter mig på cyklen og kører mod Magazine Cristian Mission Accademy. Og så vil jeg RÅBE! (hvorfor der skulle gå en måned inden jeg kom på denne plan er mig lidt en gåde).

Som jeg vidst fik skrevet tidligere er jeg blevet ”lærer” på to forskellige skoler. Henholdsvis en skole for forældreløse og fattige, hvor jeg yder ekstraundervisning til udvalgte elever, som ikke lærer tilstrækkeligt i det almene klasserum. Her har jeg ligeledes observeret, hvordan eleverne er i skole fra 06-12.30 uden at spise. Forældrene har ikke råd til at give børnene morgenmad og skolen støtter kun med et måltid (lunch kl 12.30). Det har været en ubehagelig oplevelse, hvilket har resulteret i at jeg flere gange har delt mit medbragte frugtlager ud. Jeg er netop igang med at undersøge, hvordan jeg kan fundraise nogle midler til disse elever. Et stykke frugt eller en nybagt bolle i løbet af dagen ville sikkert gøre underværker for indlæringen. Og hvorfor i det hele taget have en skole og yde undervisning, hvis eleverne ikke basalt er klar til denne udfordring? Jeg har konfronteret skolelederen, som selvfølgelig godt kan se problematikken, men som dog også gør mig opmærksom på "at dette er eleverne vant til". 
Ligeledes er jeg blevet lærer på en privatskole for byens Richkids, hvor jeg får lov til at planlægge og styre undervisningen i min egen 1. klasse. Desværre er jeg kun her 2 dage om ugen. Lige i øjeblikket har jeg taget emnet "markedet" op, så vi producerer plakater med "hvad du kan købe på markedet", her bliver priserne så listet - og så kan vi i næste uge gå igang med matematikken :). Privatskolen vil meget gerne have mig alle dage – også for at kunne lære af mig og få inspiration til læringsstile og undervisnings-tilgange. Jeg er dog lidt uforstående overfor hvordan de bruger alle deres penge. Hvert kvartal betaler forældrene K500.000 pr. elev. Sammenlignet med en Governmentschool betaler forældrene her kun K200.000 om året. Og den eneste synlige forskel er antallet af elever i klasserummet. Jeg har dog planer om at deltage i diverse lærermøder og andet, hvor jeg kan tage problematikker op (såsom håndtering af konflikter i et klasserum).


Jeg har det som blommen i et æg. Ingen forventer noget særligt af en volontør, men samtidig ser de op til en. 

Vi savner rugbrød og grove madvarer! Så hvis en venlig sjæl skulle ligge inde med noget rugmel og lysten til at sende det til Zambia, modtager vi med kyshånd! 

Ér jorden rund? - Mette, 24 år

"24 år og aldrig kysse", som morfar ville have sagt det, efterfulgt af et lunefuldt smil. På min fødselsdag i tirsdags medbragte jeg dansk marmor-kage, bagt i et ægte afrikansk køkken. Hvilket resulterede i en lettere sortnet bund. Dette skyldes dels varmelegemets placering, men ligeledes en af pigernes ide om, at ovnen skulle stå på ”brændende varm”, frem for ”175grader”. Det blev vi i midlertidigt ikke enige om, og når jeg sad i sofaen og så længe savnet, amerikansk soap, gik hun i køkkenet og justerede på min valgte, ”nogenlunde-175-graders”-temperatur. Kagen blev dog spiselig, tenderende til god (Julie blev i al fald ved med at små-spise, indtil at jeg måtte minde hende om, at ikke alle havde smagt endnu). Jeg havde ikke fortalt kollegaerne om min fødselsdag, jeg tænker at jeg må have nået ”den alder”, hvor det ikke er så vigtig en detalje – eller også var jeg bare nervøs for konsekvensen a la zambisk tradition om en vasker, når man fylder år. I al fald var de alle glædeligt overrasket, da jeg serverede en halvbranket sandkage prydet med danske flag på tandstik, spredt i 24 eksemplarer ud over kagens overflade. Helt tør slap jeg nu ikke fra afsløringen om min aldersforøgelse – og Stephen greb den nærmeste flaske, for at ønske mig ordentligt tillykke. Lad mig blot konkludere, at det er helt fint at være diskret om sin fødselsdag hernede – ellers ender du med en vasker i diverse drikkevarer (rygtet siger, at bliver du gratuleret i en bar og de omkringværende får nys om dette, kan du snildt regne med at de forærer dig deres øl – i håret!). Ligesådan gik det ikke for mig, men jeg gik også direkte hjem fra arbejde, stillede min computertaske og tog på markedet med Julie – ligesom for at gratulere mig selv med ”hvad jeg nu end faldt over”. Det blev en lang, vendbar nederdel.

Dagen blev ligeledes benyttet til at Skype med mor, far og Hanne, min bror og familie samt telefonopkald fra den anden bror. Jeg fik ligeledes ringet til Tanja-pigen som jeg savner mindst ligeså meget som familien – på hende brugte jeg 50.000 kwacha, hvilket var det resterende beløb på min mobilkonto.
Generelt savnede jeg jer alle sammen denne dag. Det var pludselig rigtig hårdt at åbne fødselsdags-konvolutterne, som jeg har båret rundt på gennem min 1½ måneds rejse indtil videre. Men åbnet blev de – og flæbede gjorde jeg. Alt i alt en ret almindelig dag, med dejlig kontakt hjemmefra, lykkeønskninger fra hid og did, men også med sang, kage og danske flag helt fra morgenstunden. Tak til Julie for at have slæbt rundt på sådanne i 1½ måned. Så kunne det langt lettere føles som en rigtig fødselsdag. Og nu er jeg 24.

Det er svært at videregive hvordan kulturen bliver opfattet af mig hernede – jeg er bange for at jeg først indser hvor store forskellene er, når jeg igen står på dansk grund og oplever, hvordan vi i norden definerer vores problemer – og om vi i mine nypolerede øjne overhovedet har noget der minder om problemer. Men det er vel sagtens en kliche for enhver som vender hjem fra en så aldeles anderledes verden.

Jeg er næsten lige kommet fra kontoret. Stedet hvor min opfattelse af eksempelvis religion måske ikke just flyttes, men perspektiveres. Jeg har fået opfattelsen af at stort set samtlige kristne Zambianere/zambigenserer (or what so ever) læser Biblen meget bogstaveligt. Deres ansigt flækker i et stort grin, når vi benævner science – og lader os vide, at science er med til at forvirre os som individer. Sandheden skal findes i Biblen, hvori der er billeder og beviser for vores tilværelse – helt tilbage til opstandelsen. Vidste du måske, at der i Biblen (formodentlig) står beskrevet, hvordan jorden har 3 (HELE TRE!) himler? Jeg har formodentlig selv fortrængt denne detalje, eller sjældent faldet over denne qua min erfaring med at læse selv samme bog, men efter sigende (og pålidelige, kristne) kilde bor Gud i den tredje himmel, som fysisk er placeret udenfor vores univers (universet, hvori vores galakse findes er i øvrigt ”Den anden Himmel”), hvilket også er forklaringen på, hvorfor ingen har set Gud. Ligeledes var en af mine kollegaer meget forvirret, når det handlede om at tage stilling til, hvorvidt jorden er flad(!) eller rund. Hans forklaring på forvirringen lød som følger; ”Hvis jorden er rund, vil menneskene på bunden(sydpolen) jo falde af jorden”. Og jo, det kan han jo have ret i, hvis der ikke fandtes en stor magnet inde i klodens indre?
Jeg synes personligt at Biblen er en bog fyldt med søde historier – Jeg mødte et interessant perspektiv, men for mig en lidt for naiv anskuelse af en bog skrevet længe efter verdens tilblivelse (om det være sig ud fra et kristent eller sciencetistisk syn).

Jeg kan i øvrigt oplyse, efter åben dialog med Mr. Malombo (vært), at bryster ikke er et intimt område på kroppen i den zambiske kultur. Derimod er ben/lår intime! Dette skyldes den lysere farve, som lårene får efter at være tildækket hele livet. I den tanke, om jo lysere jo frækkere, skulle det se ret lyst ud for Julie og jeg. Men Mr. Malambo grinte blot og fik henkastet slynget ud, at vi i den sammenhæng var helt sorte. Ikke at jeg selv helt forstår logikken, men om alt andet lige er blegt skin altså frækkere end det brunede. I sig selv ikke vigtig viden, men når jeg så – påståeligt – sammenligner med min egen krop, er det rent faktisk tilfældet at mine ben er ved at blive ret intime – og dermed flerfarvede!

Jeg har været ret frustreret over at jeg ikke har følt mig tilstrækkelig/overkvalificeret til organisationsarbejde, hvilket har resulteret i at jeg (og Julie) har søgt arbejde på en skole for forældreløse og/eller fattige børn og unge. Allerede efter vores møde med den italienske stifter i dag har jeg fået så meget blod på tanden, at jeg næsten har svært ved at vente til på mandag, hvor vi er velkomne til at komme og observere skolegangen. Vi har frie tøjler til at gøre, hvad det passer os, men jeg foretrækker, at observere, isolere en mindre gruppe og undervise disse i emner de kan have svært ved at tilegne sig læring i, i en klasse på knap 50 elever – dette foruden med en lærer som kun tilgodeser de elever som kan følge med (der findes efter Marcos udtalelser også passionerede government-lærer, som har valgt uddannelsen/faget på et interessebaseret grundlag, men oftest handler det om en stilling i hierarkiet hvor din løn med sikkerhed bliver udbetalt i slutningen af hver måned). En arbejdsplads, som jeg virkelig ser frem til at starte på og få mig noget af det der erfaring, samtidig med at jeg gør (forhåbentlig) store opdagelser med de kulturelle forskelle i skolesystemet.

Tidens baggrundsskærm: 4 smilende piger foran et rødt træhus (læs palads!) med vinden i håret og paletten fra en kølig forårseftermiddag. Flere af pigerne bærer vanter, andre gummistøvler, og enkelte halstørklæder. Åh jeg savner Danmark.